POLITI UNDERSøGER ANMELDELSE OM BOKSSPRæNGNING VED LEGOLAND

Sydøstjyllands Politi er til stede omkring forlystelsesparken Legoland ved Billund efter en anmeldelse omkring en bokssprængning.

Det oplyser politikredsen til Ritzau.

Ifølge politiet blev sprængningen anmeldt lørdag omkring klokken 04.20.

En bokssprængning er en sprængning af en pengeautomat.

Sydøstjyllands Politi kan lørdag ikke oplyse andet, end at man er i gang med efterforskning og undersøgelser på stedet.

Billeder, som avisen JydskeVestkysten har taget på stedet, viser, at der er afspærret et område foran parkens hovedindgang.

På de pågældende billeder kan man også se, at der er politi og beredskab til stede.

Politiet oplyser til avisen, at der ikke er fare for nogen i området.

Kasper Tangsig, som er pressechef i Legoland, oplyser, at parkens åbningstider ikke er påvirket af politiets arbejde.

Han oplyser, at parkens information er rykket til Lego-shoppen, men at parken ellers er åben som normalt.

Legoland åbnede i sommeren 1968. Siden er der også åbnet Legoland-parker i blandt andet Tyskland og USA.

/ritzau/

2024-04-20T07:38:58Z dg43tfdfdgfd